Nye væksthuse på Sluseholmen skal styrke det gode naboskab

Som en del af at skabe en blomstrende bydel har Danica bedt Gröning Arkitekter tegne en række væksthuse til en af gårdene på Sluseholmen. Det skal give gode oplevelser og styrke fællesskabsfølelsen hos beboerne, fortæller en af arkitekterne bag.

26. juni, 2018

De tre væksthuse i en af gårdene på Sluseholmen er ikke noget prangende syn. Men med solen, der skinner i gården, små spirer og velduftende krydderurter i de varme glashuse, ses det tydeligt, at noget nyt er føjet til gårdmiljøet. Og det er da bestemt heller ikke tillægsordet ´prangende´, Gröning Arkitekter gik efter, da de tegnede væksthusene. Derimod skal de signalere genkendelighed og ro, fortæller Martin A. Dahlerup, der er partner i Gröning Arkitekter.

”De nye væksthuse er ikke festhytter, men et samlingssted, hvor man mødes og deler sin planteglæde og sit ønske om det gode naboskab,” siger han.

Væksthusene har forskellige formål – de to små er udelukkende tiltænkt planter, mens det store også er til at opholde sig i. Det vil blandt andet være oplagt for børnefamilier at bruge, men naturligvis også for alle Sluseholmens andre beboere, understreger Martin A. Dahlerup.

Mange varer på hylderne

De nye væksthuse er en del af mange små og store tiltag, som Danica har søsat i Sluseholmen. Og Martin A. Dahlerup mærker, at der i det hele taget er sket en forståelsesændring i forhold til det byggede miljø, fortæller han:

”Det er ikke bare bygninger, men en bydel, der skal etableres, og det er to forskellige ting. Man har fået øjnene op for, at oplevelser er et salgsparameter, og at tingene ikke skal være ens. Det er vigtigt med mange varer på hylderne, der tiltaler forskellige typer af mennesker i forskellige livsfaser,” siger han.

På Sluseholmen kommer det blandt andet til udtryk med den store variation i bygninger og gårdrum. Og det er da også en del af en større plan for at skabe gårdrum med diversitet, at man nu har valgt at bygge væksthuse.

”Vi fokuserer på forskellige ting i de forskellige gårdrum for at skabe en bymæssig oplevelse. Vi fremdrager og styrker emner – i et andet gårdrum er der for eksempel fokus på at få en sansemæssig oplevelse, mens et tredje satser på at opfylde børnefamiliernes behov,” fremhæver Martin Dahlerup.

Styrker det gode naboskab

Generelt er det en tendens, at et boligområde skal tilbyde noget til fællesskabet og fortælle en unik historie om, hvorfor man har valgt at bo netop her, fortæller Martin A. Dahlerup. Og foreløbig har både bygherrer og beboere taget godt imod det nye samlingssted, der tilføjer endnu en attraktion for beboerne på Sluseholmen.

Nu glæder Martin A. Dahlerup sig til at se både planter og styrket naboskab vokse frem.
”Både nu og i fremtiden er vi meget opmærksomme på, hvor vi placerer selv små ting – fra tørrestativer til sandkasser. Til sammen er de mange små tiltag og heriblandt væksthusene en del af en større strategi for at styrke det gode naboskab, og vi ser, at det lykkes, på de allerede etablerede øer” siger han.

Fakta: Gröning arkitekter

Gröning Arkitekter er specialiserede i bygplanlægning og boliger, og har været en del af det arkitektoniske arbejde med Sluseholmen siden 2000. Først stod de for Fyreholm og Lindholm og har sidenhed tegnet Poppelholm, Slusehuset, Lærkeholm, Molehuset og nu også Løvholm.