2021 var et godt år for Sluseholmen – hvad håber du på i 2022 og frem?
Status på 2021 og et kig på fremtiden.
9. februar, 2022Der skete rigtig meget på Sluseholmen i 2021. Vi tager en status på, hvad sluseholmerne fra 2021 har glæde af – og dernæst et lille smugkig på 2022 og frem. Til slut spørger vi: Hvad håber du på at få til Sluseholmen?
En populær kanalby med vokseværk
Københavns nye kanalby er et dynamisk kvarter, der til stadighed udvikler sig til glæde for sluseholmerne, de lokale erhvervsdrivende og naturligvis for gæster, der søger maritime oplevelser.
Sluseholmen er spået til at blive et af Københavns mest populære og interessante kvarterer. I fremtiden vil kanalbyen huse i omegnen af 5.500 sluseholmere, mens der for det ny Sydhavn som helhed er en forventning om 16.500 indbyggere og 22.000 arbejdspladser. 2021 var et vigtigt skridt på vejen med mange nye erhverv og oplevelser.
Dét skete på Sluseholmen i 2021
En del af den grundlæggende vision for Sluseholmen var at knytte tætte bånd mellem beboerne og erhvervslivet, fordi det er sådan, man skaber en levende, vedkommende bydel.
Beboerundersøgelsen viste i starten af 2021 høj tilfredshed blandt sluseholmerne. Faktisk var hele 89 % af beboerne tilfredse eller meget tilfredse med at bo i kanalbyen. Måske har tilfredsheden fået endnu et nyk opad, for i løbet af 2021 åbnede flere butikker og erhverv på Sluseholmen.
De nye butikker på Sluseholmen tæller blandt andre SpecialKøbmanden, Lagkagehuset, frisøren CHOP CHOP STUDIO, det populære cykelværksted Ren Cykel og de firbenedes foretrukne salon, Hundens Univers.
Derudover slog Sundhedshuset Sluseholmen dørene op for et stærkt og bredt sundhedstilbud til beboerne med speciallæger, smerteklinik, apotek, fysioterapeuter m.m.
Og så kom sluseholmerne hinanden ved til blandt andet halloween- og jule-events.
Hvad sker der i fremtiden?
Sluseholmens erhvervsudvikling står stærkt, og der vil komme endnu flere gode, vedkommende erhverv til kanalbyen i løbet af 2022. Kanalbyens helt egen blomsterbutik, Florateket, åbnede for eksempel i begyndelsen af februar, og er blevet taget fantastisk godt imod. Og så begynder Madslusen at nærme sig! Hvad der mere sker i 2022, det løfter vi sløret for løbende.
Tager vi et kig på de kommende år, er der særligt godt nyt for børnefamilier.
Sluseholmerne får en ny skole i 2023, og arbejdet er godt på vej. Skolen vil have en grøn profil, fordi naturen bliver taget ind i undervisningen – og eleverne ud i den omkringliggende natur. Der vil også være andre tilbud til kvarterts yngste, og skolen vil være et samlingspunkt for hele kvarteret. Derudover vil en ny børnehave også se dagens lys. Meget mere om både skolen og børnehaven, når vi ved mere om arbejdet.
Vi bliver stadig flere i København, og det stiller krav til, at vi bygger klogt og i højden, så vi udnytter den sparsomme plads. Der er især mangel på studieboliger. I 2023 får Sluseholmen 250 nye ungdomsboliger, og vi knokler for, at de moderne og gennemtænkte boliger bliver attraktive for byens studerende. Vi vil sikre, at sammenhold, fællesskab og bæredygtighed bliver en del af ungdomsboligerne – og dén kage er ved at blive skåret til. Vi fortæller mere, når specifikke aftaler er på plads.
Fik vi nævnt, at Sluseholmen Metro åbner om få år – i 2024?
Hvad håber du, der kommer til at ske på Sluseholmen?
Nu giver vi mikrofonen – eller skulle vi sige kommentarfeltet – videre til dig. Vi vil gerne høre fra dig, der bor på Sluseholmen og har en holdning til, hvad der kunne gavne kvarteret. Det kan både være erhverv eller events. Derfor spørger vi:
Hvad håber du på at opleve på Sluseholmen?
Vi har allerede fået forskellige forslag i kommentarer og beskeder. Blandt forslagene er en slagter, et grønt take-out sted, et værtshus og en café eller bar. Lad os vide, hvad du tænker i kommentarfeltet eller i en besked. Det kan inspirere os og give en fornemmelse for, hvad du og dine med-sluseholmere vil værdsætte mest.