Menu

Retningslinjer for COVID-19

Pt. holder vi åbent hus med tilmelding. Det er et krav, så vi overholder retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, undgår smittespredning og passer på hinanden. På forhånd tak.

Vi tager de nødvendige forholdsregler, når du besøger Sluseholmen til åbent hus. Der står håndsprit ved hovedindgangen, og vi beder jer benytte dette, når I ankommer. Tilsvarende skal I bære mundbind, holde afstand til hinanden og respektere dette. Vi beder om, at du IKKE tager børn, familiemedlemmer eller andre, som ikke skal bo i lejligheden, med. Her på Sluseholmen holder vi sammen – og i denne forandrede tid er vi fælles om at passe på hinanden.

Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme lidt ekstra ventetid. Vi glæder os til at tage imod jer.

+45 45 26 01 02 eller [email protected]

Årets beboerundersøgelse viser høj tilfredsheden blandt sluseholmerne

Hele 89 % af de adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med at bo på Sluseholmen.

16. februar, 2021

I den dugfriske beboerundersøgelse er beboernes tilfredshed med Sluseholmen som område og deres respektive ejendomme blevet undersøgt. Samtidig ser undersøgelsen på specifikke forhold som bl.a. gårdmiljøer, kanalerne og fællesarealerne.

I november 2020 blev der udsendt spørgeskema til beboere i seks ejendomme på Sluseholmen. Det blev til 323 besvarelser fra beboere i ejendommene Slusehuset, Poppelholm, Molehuset, Lærkeholm, Hasselholm og Kastanjeholm. Resultaterne er nu landet.

Stor tilfredshed blandt beboerne

Beboerundersøgelsen viser, at tilfredsheden med kanalkvarteret er stor. Hele 89 % af de adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med at bo på Sluseholmen.

Netop kvarteret, dets stemning og de Amsterdam-inspirerede kanaler er da også faktorer, der i særlig grad er med til at tiltrække nye beboere til kvarteret. Mange af beboerne bruger kanalerne i hverdagen, både til roning, en dukkert mm., og selv for dem, der ikke bruger dem, er det tydeligt, at de skaber en helt særlig stemning.

Ser vi på oplevelsen af de enkelte ejendomme, så er 81 % tilfredse med at bo i deres ejendom. Her er det bl.a. grundig rengøring, viceværtens arbejde samt at fællesarealerne er pæne, rene og også godt belyst, der tæller op i tilfredshedsregnskabet.

Sluseholmerne er generelt rigtig glade for, hvordan fællesarealerne bliver holdt og med viceværtens arbejde i deres ejendom.

Grønnere gårdmiljøer på vej

Der er naturligvis også områder, hvor beboere har ønsker til forbedringer, og det baner beboerundersøgelsen vejen for at få kigget på.

Noget af det, beboerundersøgelsen også viser, er, at mange efterlyser bedre gårdmiljøer.

Der er allerede sat gang i en større planlægning af nye, grønnere gårdmiljøer. De grønne uderum bliver opdateret, så de kan danne endnu bedre rammer om hverdagen. Hvis alt falder på plads, så kan sluseholmerne glæde sig til grønnere gårdmiljøer allerede i år – og ambitionen er pt. allerede inden sommeren 2021.

Flere beboere efterspørger bedre muligheder for gæsteparkering og flere butikker. Begge dele er noget, der bliver arbejdet intenst på løbende og i takt med, at området bliver mere bebygget og videreudviklet.

Dialogen med beboerne er vigtig i det daglige

Beboerundersøgelsen er et vigtigt værktøj i dialogen med beboerne, men i det daglige er det app’en Borigo, der sikrer et tæt bånd mellem udlejer og beboere. Med Borigo app’en ved hånden er dialogen nemmere, fordi hverdagens praktiske kommunikation bliver klaret på en hurtigere og lettere måde end opslag i opgangene.

Det er også i app’en, beboerne kan finde fx begivenheder og en markedsplads, så fællesskabet også gennem app’en bliver stærkere. Og netop fællesskabet er afgørende på Sluseholmen.

Fællesskabet er vigtigt for sluseholmerne

Noget af det, beboerundersøgelsen viser, er, at sluseholmerne gerne vil deltage i fælles arrangementer i gården. Det kan fx være fællesspisning, aktiviteter for de yngste familiemedlemmer og underholdning. Faktisk vil halvdelen af beboerne gerne deltage i sådanne initiativer, og jo længere tid man forventer at bo i kvarteret, des mere stiger lysten til at være med ifølge beboerundersøgelsen.

Hvis kanalerne er hjertet i Sluseholmen, så er beboerne blodet, der løber i årerne. Kanalernes særegne kvaliteter og fælleskabet har fra begyndelsen været fundamentet for den vision, Sluseholmen er bygget op om.

Og det viser beboerundersøgelsen, at det allerede er tilfældet.